Brok-Brandi familien

"I`m a Barbiegirl in a Barbieworld" går min tvillingedatter på kun tre år klart og højt rundt og synger. De sidste måneder har jeg har måttet sande, at vores husstand på fire personer til 95 kvadratmeter ikke er gjort med det - Barbie er flyttet ind!

Forventningsfulde var tvillingerne startet i børnehave for 2 måneder siden - BØRNEHAVEN - det eviggyldige bevis på, at man er blevet stor. Efter to dages ophold bekendtgjorde Mathilde, at nu ville hun gerne i skole, og at hun rent faktisk gerne ville ha` en Barbie! EN BARBIE - tre dage før vidste hun knap, at Barbie eksisterede!!!!!!!!! Barbie var ikke på mode i vuggestuen.

Nu er der ingen i vores familie, der lider decideret af barbie-skræk! Jeg kan godt forstå, at små piger fascineres af den langbenede evigt smilende dukke, og den fantastiske lyserøde verden, hun færdes i. Jeg tror ikke på, at pigers kvindeopfattelse påvirkes mere af Barbies  ideal-udseende end så meget andet, der omgiver os i dagens Danmark. Min mand og jeg har den holdning, at når vi har givet børnene en sund tro på sig selv, kan de godt stå en del påvirkning igennem med selvtilliden i behold - det nytter ikke at lade dem vokse op i en osteklokke.

Så vi fortalte vores MATHILDETM, at hun blot kunne ønske sig en BARBIETM i fødselsdagsgave! Hvis jeg havde vidst, hvor meget ekstraarbejde Barbie ville give, når hun flyttede ind, havde jeg nok tænkt mig om to gange.

Herefter kundgjorde Mathilde til gud og hver mand, at hendes hedeste fødselsdagsønske var en Barbie. Frederik - hendes tvillingebror - mente at han som pendant til søsterens ønske hellere måtte ønske sig en "mand". Han var endnu lykkelig uvidende om, at navnet på denne mand var Ken.

Endelig nærmede dagen sig, og Mathilde var så heldig, at måtte åbne en gave fra vores venner dagen før selve fødselsdagen. Knap havde hun fjernet papiret 2 mm. så æskens lyserøde farve kunne skimtes, før hun højlydt hvinede " En Barbie - en Barbie ". Hun var i den syvende himmel, og vi klædte af og klædte på og børstede yndigt gult akrylhår i lange baner. På det tidspunkt begyndte det, at gå op for mig, hvad det vil sige, at være mormor til Barbie. Alle disse små beklædningsgenstande, smykker, fodtøj, børster etc.etc., der skal passes på, udgør et fuldtidsjob i sig selv.

Næste dag hvor det strømmede ind med gaver hos os selv, kom der mere til! Folk havde åbenbart taget vores datters ønske alvorligt - det vældede frem: Endnu en Barbie, en Barbie-bil, en Barbie-cykel, en Barbie"baby" (tænk sig det er gået min næse forbi, at Barbie nogensinde har været gravid). Og inden alle gaver var pakket ud, sad Mathilde i natkjole med Barbietryk på maven og med det gyseligste lyserøde full-size Barbieglas, tallerken og fad foran sig. Hun var i den syvende himmel.

Selvfølgelig skulle fødselsdagsmiddagen serveres på Barbie-faddet. Og Mathilde sidder stadig, nu hvor fødselsdagen er godt overstået troligt hver dag til hvert måltid med sit lyserøde glas og tallerken - og helvede er løs, hvis brormand så meget som rører ved det. Natkjolen har ikke været vasket i over en uge, og hun vil, hvis hun kan komme afsted med det helst gå i den hele dagen. Barbie er ved at blive en del af vores hverdag!!!!!

Hvis sandheden skal frem har Mathilde og Frederik faktisk nogle gode lege med Barbie og hendes familie, også selv om deres finmotorik ikke helt er til alle de små dele. Ja, vi forbarmede os over vores søn og fandt en Ken til ham. Så efterhånden er Barbies familie blevet en lille ny familie i vores i forvejen etablerede familie.

Nu er det ikke bare tøj til to børn og voksne, vi skal finde frem, når familien skal på tur. Næh Barbie og hendes familie skal også ha` tøj med. Og her er udfordringen til en mor: For hvor er Barbies sorte støvler, Kens bukser og lillesøsteren Shellys sløjfer??? Jeg tror, jeg bliver gråhåret før tid af at lede efter små Barbieting. Selv om vi prøver at holde tingene indenfor et begrænset område, så forsvinder de altså underlig nok tit op i den blå luft. Og det koster beherskelse i overflod i sådanne situationer ikke at ønske, at Barbie fik ophævet sit lejemål i huset.

Men som mormor til Barbie slår jeg mig til tåls. Min datter er lykkelig, og jeg kan såmænd vel købe lidt farve til de grå hår, hvis de virkelig kommer frem. Jeg ved, at Barbie har taget ophold hos os for en længere periode. Hun vil, hvad enten jeg vil det eller ej, udvide sit bohave med adskillige lyserøde ejendele og transportmidler. Hun vil, om jeg så bliver hvidhåret forøge sin garderobe med diverse prangende farvestrålende dragter de næste mange år, for Barbie er for alvor flyttet ind!!!